Sorte Fugle – “Besjælet dansksproget folk-rock” flyver forbi Bygningen lørdag d. 18. novmeber

En sommeraften i 2015 mødes to gamle venner over en flaske rødvin på en gård på Falster. Dennis netop hjemvendt fra kaotiske år i Berlin, Flemming fra et job som reolmontør i Tyskland.

De har begge været på flugt fra deres virkelighed på Falster, men er nu tilbage ved udgangspunktet. Langsomt går det op for dem at de deler den samme skæbne og udlængsel. Og at de som erfarne musikere og sangskrivere kan bruge deres oplevelser til at skabe noget stort. Inden aftenen er omme, har de nemlig skrevet sangen “Nyt Liv” om at genfinde sit ståsted i livet.

I september 2016 blev Sorte Fugle så endeligt flyvefærdige med deres selvbetitlede debutalbum, (4 stjerner i GAFFA) og efter opmærksomhed fra bl.a. DR’s Karrierekanonen, P4 & P5, er de klar til at flyve fra reden og ud på de danske scener.

Sorte Fugle er besjælet dansksproget folk­rock fra udkantsdanmark Falster. Det er medrivende og original lyrik, støvet og distorted. Et “nostalgisk nyskabende” og helt frisk bud på nærværende sange der tør udstille desperationen og modløsheden hos en glemt generation af unge mennesker, som med næb og klør insisterer på at blive hørt fra deres lille ståsted i provinsen.

Musikalsk står Sorte Fugle på skuldrene af C.V. Jørgensen, Steppeulvene og nyere danske kunstnere, som Peter Sommer og Magtens Korridorer, men i bund og grund er de helt deres egne i både lyd og budskab.

Tidskriftet 33plus skrev:
“Sorte Fugle har udgivet et ærligt og småbeskidt garage-folk-rock album, der fra de første linjer fremstår så åbenhjerteligt og ægte, at man kun kan lukke det ind i sit kræsne musikhjerte, der hurtigt spotter at der ikke er tale om støvede protestsange, men om forfriskende fugleflugtlinjefabuleringer, det flyver højere og højere for hver gennemlytning. Det autentiske og rå lydbillede kan man kun knuselske og velvilligt vende tilbage til igen og igen. Duoen går efter dynamik og nærvær, og det leverer de i overbevisende grad over 11 sange, hvor ingen kan dømmes ude, og hvor alle har tekstlig kant på et niveau man ellers skal til navne som C. V. Jørgensen for at finde”