Folkeklubben – UDSOLGT!

Folkeklubben på Musikforeningen Bygningen i Køge den 22. november 2019 kl. 20.00

Dato: fredag 22. november, 2019

Tidspunkt: 20.00

Forsalg: UDSOLGT!

Bemærk! Koncerten afholdes på:

Folkeklubben på Bygningen d. 22. november 2019 kl. 20.00

Folkeklubben udgav sidste efterår deres fjerde album “Sort Tulipan” til massive roser samt en 1. plads på albumhitlisten over samlet fysisk salg i Danmark og er nu større end nogensinde før…

”Folkeklubben har satset alt og lavet deres hidtil bedste album.”, skriver Politikens Kim Skotte i en af den slags 5-hjertede anmeldelser, et band kun kan drømme om. Soundvenue, Nordjyske, Jyllands-Posten, ja selv knarvorne Thomas Treo fra Ekstra Bladet, stemmer i med roser: ”’Sort Tulipan’ strejfer Larsens karakteristiske blanding af umiddelbar lethed og vemodig dybde.”

Folkeklubbens identitet ligger i jagten på det næste smukke koncertøjeblik og dén gode sang, hvis grundelementer er Kjartan Arngrims tekster og vokal, Rasmus Dalls guitarer og Rasmus Jusjongs fornemmelse for bund, beats, kor og keys.

Folkeklubben har over de sidste 7 år markeret sig som et af landets bedste og mest flittige liveorkestre. Når trioen i 2019 igen stævner ud, er det med deres nye album ’Sort Tulipan’ i ryggen. Det nye album følger op på et i forvejen imponerende bagkatalog med udgivelserne ’Nye Tider’ (2013), ’Danmarksfilm’ (2014) og ’Slå Flint!’ (2016). Med sange som ’Fedterøv’, ’For Pengene’, ’Danmarksfilm’, ’Torben Ulrich’ samt ’Men Ikke Endnu En Vinter’ og ’Flammende Hjerter’ fra det nye udspil – som allerede er blevet spillet flittigt i radioer landet over – er der lagt op til et poetisk rockbrag.

Der er mange måder at slå sig selv ihjel på.

Som band starter sammenbruddet som regel med en syvårskrise, hvor man spørger sig selv: hvem er vi og hvor skal vi hen? Folkeklubben har taget disse spørgsmål alvorligt. Og svaret foreligger nu på albummet ’Sort Tulipan’.

’Sort Tulipan’ er et album med 11 originale sange, der sammen og hver for sig insisterer på i hvert fald for en stund at lukke lyset ind og skabe en større fortælling: ”Med den nye plade er vi gået bevidst efter at udfordre det univers som vi har cementeret på de tre forudgående plader. ’Sort Tulipan’ er ikke et selvmord, men et forsøg på at udfordre vores identitet,” udtaler bandet.

 

KOMMENDE BEGIVENHEDER