Thorbjørn Risager & The Black Tornado blæser bekymringerne bort i Musikforeningen Bygningen, 1. oktober 2021

 Gennem mere end 1.000 koncerter i 21 forskellige lande har det hårdt swingende ensemble etableret sig som et af de flittigste navne på den danske og europæiske livescene. Thorbjørn Risager & The Black Tornado trækker en stribe priser og flotte anmeldelser i deres kølvand. Nu er der også nye sange fra det hårdtarbejdende orkester, der sætter en dyd i at spille smilet frem hos publikum. For det er det, bluesen kan: groove alle livets problemer væk. Det ved frontmanden bedre end de fleste. Og på det kommende album – med den inviterende titel ’Come On In’ – går han i clinch med alt fra egen alder til den politiske virkelighed.

På den måde symboliserer titlen alt det, Thorbjørn Risager & The Black Tornado står for.

”Nogle tror, at blues er trist, fordi den er opkaldt efter melankoliens farve og har sine rødder i musik spillet af slaverne i USA. Men man skal huske, at det var musik, man samlede sig om, når man havde fri fra strabadserne. Den opstod i festligt lag og var beregnet til at danse til. Den tradition vil jeg gerne være med til at løfte videre så man forløser problemerne via musikken og går hjem med et smil på læben.”

I 2019 arbejder de på sammen måde, som da de begyndte. Thorbjørn Risager sætter sig derhjemme med sin akustiske guitar og skaber sangens kerne, inden det kommer i studiet, hvor alle byder ind med beats, basgange, hornstemmer og fills. Alt det, som giver Black Tornados touch af, at elementerne raser omkring Risagers stemme.

Den fordomsfri og fornyende tilgang til blues kan give sangene strejf af funk, gospel, soul, og rock ’n’ roll. Det afhænger af feelingen og sangens vilje. En af de markante nuancer på det nye album er aksen af melankolske sange med akustisk guitar. Den er opstået instinktivt, fordi bluesen nu engang afspejler, hvor Risager står i livet.

Bluesen er min ventil.

”Bluesen er min ventil. Og denne gang har jeg skrevet nogle sange om at være i tvivl om, hvorvidt jeg er det rette sted i mit liv. Der er dog noget grundlæggende i min sangskrivning, som søger mod lyset. Som handler om at bide tænderne sammen og sige: ’jeg skal nok komme videre’. ”

’Never Giving In’ er netop sådan et nummer, mens ’Last Train’ behandler bekymringen for at falde for langt ind i sig selv. ’Nobody but the Moon’ viser en sjælden politisk side af Thorbjørn Risager, når den stiller spørgsmålene: Hvem så børnene, der druknede i middelhavet, og hvem hørte deres skrig? Og svarer: ”Nobody but the moon.”

Midt i alvoren fremhæver albummets titelsang ’Come On In’ imidlertid det opløftende fællesskab, Thorbjørn Risager & The Black Tornado ønsker at skabe. Den kredser om en bar, hvor alle er velkomne, og Risager har skrevet den med Mojo i København i tankerne. For som han siger: ”Det er der, vi i bandet voksede op og mange af os mødte vores kærester.”

Nogle orkestre brager igennem og fader ud. Andre giver op, hvis gennembruddet ikke straks viser sig. Og så er der dem, for hvem det gælder liv og død at spille og stædigt vinder udbredelse ved at holde standarderne høje år efter år. Thorbjørn Risager & The Black Tornado hører til den sidste gruppe. Stille og roligt – både i Danmark og i udlandet – vokser kendskabet til de eksplosive koncerter, hvor guitar, bas, trommer, orgel og blæsere omkranser Risagers kraftfulde vokal – anmeldere har draget paralleller til både Ray Charles og Joe Cocker.

Blues ruller i blodet på ham og har gjort det, siden han som 10-årig hørte noget helt magisk. Hjemme hos Risagers i Jyllinge satte hans to musiklærerforældre primært klassiske plader på anlægget, men inde hos naboen åbnede en anden verden sig. Han var for lille til at forstå dybden af rødderne, mængden af støv og grus, størrelsen på smerten og ikke mindst den forløsende eufori i at synge det hele ud. Han vidste bare, at det dér, det måtte han have med sig hjem. Så han fik overspillet kassettebånd med den eksotiske musik og faldt i årevis i søvn til lyden af Fats Domino og Muddy Waters.