Dato: lørdag 28. marts, 2015
Tidspunkt: 20.00
Forsalg: 160 kr. + gebyr
L.I.G.A er det nye, friske pust. Eller vindstød, rettere. Urban/popgruppen L.I.G.A laver sange med oprigtige tekster og en energi, som vækker selv den sløveste fra sit vinterhi.
Deres første single Skylder dig ik’ noget, som er ude nu, er et stærkt og energisk popnummer med et snert af Motown og hiphop. En syngende lussing i smittende tempo! ”Sangen handler om en ekskæreste, som har trådt på dig”, fortæller trioen. En følelse de fleste nok kender, men Skylder dig ik’ noget er ikke en trist sang om ulykkelig kærlighed. Det er en sang, der får danseskoene ud af skabet og livet til at gå videre. Selv med et knust hjerte.
L.I.G.A
L.I.G.A er en trio med tre meget forskellige musikere. Sangeren Nicky Russell med de australske aner og rødder i den amagerkanske muld, skriver teksterne og musikken til bandet. Det gør han sammen med Feras Agwa, som kommer fra Roskilde og er en god blanding af egypter og syrier. Bag gryderne er bandets kvindelige medlem, Ihan Haydar. Den hårdtslående trommeslager med det smittende smil er fra Næstved tilsat Irak. Hun har tidligere slået sine folder i Melodi Grand Prix-vinderen Soluna Samays band. De er alle i starten af 20’erne og klar til at få folk på dansegulvet.
’Blind date’ med musik
De tre unge talenter mødte faktisk hinanden ved en tilfældighed. Nicky Russell og Feras Agwa havde hver for sig skrevet en masse musik, som de havde smidt op på Youtube. De opdagede hinanden og begyndte at dele filer med musik og arbejde videre på hinandens musik. De havde aldrig mødt hinanden, men havde helt klart et godt musikalsk venskab. Da de sendte deres til den danske producer og sangerskriver Chief 1, kom der skub i tingene og de var nødt til at tage i studiet sammen. ”Det var lidt specielt at mødes første gang, men hvorfor skulle vi ikke kunne lide hinanden, når vi havde så meget til fælles i musikken”, siger Feras Agwa og griner.
Tilfældigvis var Ihan i studiet, da drengene satte sig sammen og de faldt for den charmerende trommeslager, som smed et par ideer på bordet i studiet. Chief 1 synes godt om det de lavede og har efterfølgende hjulpet dem med at skrive musikken og få projektet igang. Han skubber trioens musik i den helt rigtige retning og ”Vi kunne ikke drømme om et bedre team”, siger de tre unge talenter.
Musik man kan føle
Forventningerne til L.I.G.A er store og trioen arbejder hårdt for at få vredet god musik ud af ærmet. ”Det er vigtigt, at man kan relatere til vores tekster og musik. Ordene skal komme fra hjertet og ikke et samlebånd hos en tekstforfatter, siger Nicky Russell. Det er så frit og ægte at være i. Vi er bare os selv og vi tror og håber på, at vi kommer til at gøre os gældende på den danske musikscene. Det gør os stolte at være godt på vej.