Dato: torsdag 5. februar, 2015
Tidspunkt: 19.30
Forsalg: 250 kr. + gebyr
Nu har Niels Hausgaard turnéret landet rundt i 42 år, og han gør det igen i 2015. Denne gang har touren fået titlen ENIGHED GØR DUM.
I begyndelsen optrådte han på sin egns dialekt, hvilket paradoksalt nok skaffede ham et stort publikum landet over. Hans brug af dialekten har dog fortaget sig med årene, hvilket afspejler dialekters vilkår i samfundet i øvrigt. De hyggelige og venlige tekster er år for år blevet skarpere og mere insisterende. Man er ikke i tvivl om, at der er ting, manden finder vigtigere end andre. Det har skaffet ham venner og fjender, men også fulde huse.
Som udgangspunkt er ENIGHED GØR DUM en solotur, men som han selv siger, man ved jo ikke, hvem der dukker op undervejs! Sådan er det som regel med Hausgaard. Der er ikke meget udenad-lære, han stiller op uden sikkerhedsnet, med sig selv, det han er, og det han vil. Det er halsbrækkende, men det plejer at gå godt.
Niels Hausgaard holder af skitsen, det ufærdige, det kun halvt fordøjede. Det færdige er tit så uinteressant, fordi det er så forfærdelig færdigt, mener han. Hans store publikum tyder på, at mange deler den opfattelse med ham.
Er der mon tale om en form for enighed?