Dato: lørdag 26. april, 2014
Tidspunkt: 20.00
Forsalg: 130 kr. + gebyr
Man skulle tro at beatorkesteret The Beatophonics netop var tøet op, efter at have været nedfrosset i 50 år, men de tre musikere i The Beatophonics var end ikke født da beat og pigtråd blev til psychedelic eller progressiv rock ‐ og popmusik blev til kunst. Bandet arbejder, med musikhistorisk indsigt og viden, efter en tidslommefilosofi hvor bandet befinder sig 50 år tilbage i tiden. Netop som det var kutyme på det tidspunkt består The Beatophonics aktuelle debut vinyl single af to ikke selvkomponerede numre fra bandets live-repertoire. A-siden ”Poison Ivy” blev præsenteret i TV2 musikprogrammet Top Charlie, hvor den straks indtog hitlistens 1. plads og blev liggende indtil programmet lukkede ned.
The Beatophonics filosofi er at følge den klassiske vej for en europæisk 60’er beatgruppe. Således har bandet netop indledt indspilningsfasen i Søren Kochs Echophonic studie (på analogt bånd og i mono) til den debut-LP‐plade der skal rumme 13-14 nye beat-klassikere og som planlægges til udgivelse i 2014 (læs 1964). Bandets tilgangsvinkel til materialet tangerer reenactment, inkluderende autentisk dresscode, artwork og instrumenter. Sidstnævnte kombineret med det autentiske indspilningsudstyr er med til at skabe illusionen om et loophole tilbage til 1963.
Du har måske allerede stiftet bekendtskab med gruppen da DR TV-Avisen i juni bragte et indslag om bandet og filosofien omkring debut-singlen Poison Ivy / I Can Tell. Denne er, ligesom gruppens kommende LP, indspillet, arrangeret og fremført med de musikalske virkemidler, som de europæiske beatgrupper havde til rådighed på netop dette tidspunkt og fremstår således, som alt andet gruppen foretager sig, med stor autenticitet.
The Beatophonics har nu to år i træk trukket fulde huse ved 50’er fest i Vega, hvor bandet blandt sine musikalske gæster og legekammerater kan tælle Silas Bjerregaard (Turboweekend), Steffen Westmark (The Blue Van), Josephine Philip (Darkness Falls), Freja Loeb, Ida Gard, Frederik Vedersø (The Eclectic Moniker), Christian Hjelm og Keld Heick.
Netop Keld Heick har The Beatophonics henover sommeren 2013 backet på blandt andet Jelling og Kløften festivalerne i et set-up, hvor der spilles det engelsksprogede pigtrådsrepertoire fra Keld Heicks tid med The Donkeys (præ-Landsbyens gadekær) og sange fra den af Johnny Stage producerede plade ”Time Machine”.
I foråret ’14 er det The Beatophonics selv der står på landets spillestedscener og præsenterer et repertoire bestående af autentiske beat og pigtrådsklassikere fra start-60’erne blandet med gruppens originale materiale fra den kommende LP. Eller med andre ord:
The stomping, wailing exciting and dynamic mod beat sounds of The Beatophonics – in true mono!
The Beatophonics består af Søren Koch (forsanger og guitarist) - mest kendt som bassist i Tim Christensen & The Damn Crystals og som guitarist i Boat Man Love og en lang række danske navne som f.eks. Michael Falch, Marie Frank, Peter Belli, Peter Sommer, Hush m.fl. Søren er også aktiv i arbejdet omkring Danmarks Rockmuseum, samt som foredragsholder om Beatles og 60’er relateret musik. Rasmus Schrøder (bas og vokal) er en fjerdedel af Beatles tribute bandet Beat The Meetles, guitarist i det dansk/norske orkester Fjell samt booker og musikredaktør på Kulturværftet / Toldkammeret i Helsingør. Flemming Koch (trommer og vokal) stammer fra Fredericia bandet Kick The Kangaroo, og har tidligere spillet i Beat The Meetles samt med bl.a. Peter & De Andre Kopier.