Dato: fredag 5. december, 2014
Tidspunkt: 20.00
Forsalg: 190 kr. + gebyr
Med bluesmotoren i femte gear
Stemmepragt, personlig lyd og hårdt arbejde. Samt et band, der holder sammen i tykt og tyndt. Succesen for Thorbjørn Risager & The Black Tornado (tidligere Thorbjørn Risager Band) i udlandet og herhjemme er ikke kommet af sig selv. Bandets ottende udgivelse og stor turné forude.
En ganske almindelig dag i et lille øvelokale på Vesterbro. Et krus neskaffe damper. Instrumenterne står hulter til bulter. De obligatoriske askebægre, tomme øldåser og det totale fravær af støvsuger og rengøringsmidler vidner om et øvelokale ”classic”. Faktisk ligner det et af den slags velkendte musikerrum i kreativt kaos, hvor drømmene som regel trives umanerligt godt, men hvor det godt kan knibe med at rulle ud på landevejen og gøre drømmene til virkelighed. Men det absolut modsatte er dog tilfældet med bandet, der holder til i øvelokalet. Thorbjørn Risager & The Black Tornado er med hen imod 100 livejobs årligt nemlig mere i band- end bybussen, og meritterne på bandets CV tæller bl.a. en Danish Music Award og Blueskartellets Ærespris.
”Vores band fungerer pissegodt. Vi brænder alle sammen for det, og der er ikke nogen, der er med på en badebillet. Alle i bandet går til opgaven med en hundrede procent professionel indstilling. Alle yder til fællesskabet, og alle har opgaver for at få det hele til at lykkes”, lyder det fra Thorbjørn Risager. Og lige præcis dét kan meget være den lim, der for alvor har bundet det rock-, blues- og soul-dampende ottemandsband sammen i nu mere end et årti, og som har gjort dem til et af landets flittigste og mest efterspurgte livebands og med syv, nu snart otte, albumudgivelser i bagagen.