Christian Fuhlendorff – Enestående

Dato: torsdag 25. oktober, 2012

Tidspunkt: 20.00

Forsalg: 200 kr. inkl. gebyr

Christian Fuhlendorff synes han er “Enestående” i nyt stand-up show. “Det kommer selvfølgelig også til at være sjovt. For mens jeg hudløst ærligt udleverer mig selv (og andre), alt imens jeg vender historiske begivenheder, vil det hele være pakket ind i morsomme og til tider grænseoverskridende provokationer, som med sikkerhed kommer til at pirre din indre smagsdommer, for jeg er ikke fin på
den. Jeg slår både til højre, til venstre og under bæltestedet. Jeg snakker om dét, jeg synes er sjovt.”

“Lad mig fortælle dig, hvorfor jeg er så enestående, som jeg er! Så vil du måske få en idé om, hvorfor du er så enestående, som du er – for er vi ikke alle det?”

“I mit nye show er det KUN køer, der er hellige…” Med de ord introducerer Christian Fuhlendorff sit nye og længe ventede one man show “Enestående”. “Det er ikke fordi, jeg har en særlig respekt for køer, jeg har bare ikke nogle jokes om dem. Showet er kommet til at hedde “Enestående”, jeg kan nemlig godt lide ordets mange betydninger. Der er noget “rebelsk” og “asocialt” over det, noget med at stå for sig selv. Nogle vil måske associere det med “storhedsvanvid”, “arrogance” og andre komplimenter”

“Til at starte med var idéen bare at finde ud af – hvem er jeg?. Men for at finde ud af det, måtte jeg først finde ud af, hvor jeg er fra. Det har taget mig ud på en rejse, hvor jeg har været nødt til at tage et opgør med det romantiserede Danmark med vikinger og nordisk mytologi, som står i alt for skærende kontrast til landets dunkle fortid som slavenation og kolonimagt. Jeg gør status over mine 30 år, som har indeholdt et ophold på den lukkede og at blive fejldiagnosticeret som grænsepsykotisk i en alder af 10 år. Over mit 10-årige misbrug af rusmidler, som jeg først nu er på vej ud af. Og til min store overraskelse, måske nærmere bekymring, har jeg opdaget, at jeg er i fast parforhold og er blevet far – så man kan i den grad snakke om at hitte rock bottom.”

KOMMENDE BEGIVENHEDER