Dato: torsdag 24. oktober, 2019
Tidspunkt: 20.00
Dørene åbner: 19.00
Forsalg: 265 kr. + gebyr
Medlemspris: 240 kr. + gebyr
Jan Lundgren & Georg Riedel – “Jazz på svenskt vis” på Bygningen, torsdag den 24. oktober kl. 20.00
Spørger man danske jazzlyttere om hvad det mest svenske jazz de kender er, vil 95 % svare den legendariske indspilning fra 1964, Visa från Utanmyra med Jan Johansson og Georg Riedel fra LPen JAZZ PÅ SVENSKA. Den særlige svenska melankoli og melodiske skønhed og styrke vil for altid blive i sindet hos de, der har hørt den.
Svensk jazz i 2019 ejer stadig den særlige rolige og værdige efterårsstemning, men har bestemt ikke kun det at byde på. Og pianisten og festivalarrangøren Jan Lundgren er en af broderlandets mest fremtrædende jazzmusikere i dag. Han har en flot international karriere og optræder og indspiller med verdens fineste musikere. Og ved disse koncerter har han fundet sammen med bassisten fra den føromtalte ikoniske, svenske udgivelse, Georg Riedel. Hans majestætiske, rolige og flotte spil er stadig i en klasse for sig; Riedel tilhører den eksklusive gruppe af musikere, der har bevaret såvel overblikket som legelysten selv efter tre årtier ved bassen.
Se frem til en koncert hvor den svenske tone og blidt blafrende glød vil være aftenens tema. Originalkompositioner af begge musikere, standards og svenske viser i ny forklædning er med i mappen. Og hvem ved; Visa från Utanmyra kunne dukke frem på nodestativet undervejs i koncerten. Vi har da lov at håbe.