Referat fra Generalforsamling 2020

Referat Generalforsamling i MUSIKFORENINGEN ’BYGNINGEN’ – Køge Tirsdag den 18. august 2020 kl. 19.00.

Musikforeningen BYGNINGENs ordinære årlige generalforsamling (GF) afholdtes på Teaterbygningen i Køge og afvikledes iht. dagsordenen og jvf. vedtægternes § 9. Formanden, Jesper Friis, bød velkommen til de (16) fremmødte medlemmer, og udbad sig forslag til en dirigent.

Ad 1: Valg af dirigent
Jens Peter Halborg blev foreslået – og valgt. Han konstaterede, at GF var lovligt indvarslet. Per Sørensen blev foreslået til referentopgaven, hvilket blev vedtaget.

Ad 2: Formandens beretning
Formanden, Jesper Friis, aflagde beretning og sagde bl.a., at man sidst – i 2019 – havde bekymringer om økonomien, men at 2019 havde været et forrygende godt år med 10.000 solgte billetter og udsolgte koncerter, lige indtil “taget faldt ned på Teaterbygningen”. Nu har CORONAEN skabt andre bekymringer, og det er årsagen til at vi afholder generalforsamling i august måned og ikke i april, som vedtægterne foreskriver. Dog, vi er fortsat bekymret over økonomien, og sidste år lovede jeg, at vi ville sætte ind på fire punkter!

Vi ville have flere medlemmer, et mål var 500 medlemmer. Vi ville søge politisk indflydelse for at klargøre vores betydning for byens kultur og kommunens profil. Vi ville søge tættere samarbejde med Teaterbygningen og øvrige musikforeninger i byen. Og vi ville fortsat levere kvalitet og musikalsk live-kultur fra allerøverste hylde, men også forsøge at få flere penge i kassen!
Resultatet blev bl.a.; vi fik flere medlemmer, selvom vi ikke helt nåede målet med 430. Og ja, vi fik gjort politikerne opmærksomme på BYGNINGENs betydning. Vi oplevede bred opbakning. Og samarbejdet med Teaterbygningen med en ny bestyrelsesstruktur rummer også vores medvirken og deltagelse. Teaterbygningen skal fremover være mere kulturhus og mindre forsamlingshus. – Samarbejdet omfatter også Tapperiet, der bl.a. medfører, at vores kunstneriske leder, Jens Peter Halborg, afløses af Karen Gudiksen, når han trækker sig til næste år. Og så lykkedes det os i 2019 at frembringe et fremragende musikprogram med to håndfulde udsolgte arrangementer, igen med fremragende programarbejde af Jens Peter Halborg! – Sidste år varsledes flere ‘røde lamper’, men vi endte alligevel med sorte tal på bundlinjen. På trods af tagproblemerne… 5.748 kr. blev overskuddet, men det er sorte tal. Og sammenlignet med 2018’s underskud på over 80.000 kr., så er det trods alt godt gået!

Som nævnt blev tagkonstruktionen på Teaterbygningen en stor udfordring. Med kort varsel fik vi at vide, at Teaterbygningen skulle lukkes. Og vi måtte i hast flytte og omplacere omkring 15 koncerter – flere af dem udsolgte. Det lykkedes ved en ihærdig indsats og et godt sam-arbejde. Kun en enkelt koncert (med DR’s BigBand Julekoncert) måtte aflyses. Flytningen af koncerterne gav et minus på omkring 160.000 kr. (fra oktober 2019 til februar 2020).

Teaterbygningen stod klar til genåbning 1. april 2020! Men så kom Coronakrisen. Og vores arbejde blev sat på endnu en prøve. Vi nåede at afvikle sølle tre koncerter i 2020, før Danmark og vores musikforening blev lukket ned. – Nu er vi klar med et stort efterårsprogram, MEN vi ved ikke i dette øjeblik, hvor meget af programmet, vi får mulighed for at afvikle(!). Og vi kender heller ikke konsekvenserne for vores økonomi… Vi skal nok stå igennem! Jeg er optimist. Meget er lykkedes for os – men udfordringerne findes! Med vores bestyrelse, frivillige ikke mindst, gode samarbejdspartnere med meget mere, skal det nok gå alt sammen. Tak for ordet.

Der var ingen bemærkninger til formandens beretning, som blev enstemmigt vedtaget.

Ad 3: Godkendelse af årsregnskab
Kassereren, Per Sørensen, fremlagde og gennemgik det – af revisionsfirmaet ADDERE – udarbejdede årregnskab, som blev enstemmigt godkendt og vedtaget.

Ad 4: Indkomne forslag fra medlemmer
Der var ikke indkommet forslag at behandle.

Ad 5: Valg af bestyrelsesmedlemmer (halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er på valg i lige år, og halvdelen er på valg i ulige år).
Formanden Jesper Friis, Finn Guld, Jette Andersen og Per Sørensen var på valg. De nævnte genvalgtes for en 2-årig periode. Herefter åbnedes mulighed for nyvalg af to nye bestyrelses-medlemmer, ligesom en suppleantpost fortsat ønskedes besat. Foreslået til bestyrelsen blev Jacob Ekstrøm og Jonas Nielsen. Begge valgtes ved akklamation (for en to-årig periode).

Liselotte Skovsager blev foreslået og igen valgt som suppleant – med møderet i bestyrelsen. (Ud over de valgte, består bestyrelsen af: Rasmus Schrøder, Anders Andreassen og Bjarne Bjørn Andersen, der således er på valg til næste år).

Ad 6: Valg af revisor for det kommende år
Det besluttedes at genvælge statsaut. revisorfirma ADDERE som revisor.

Ad 7: Eventuelt
Medlemmet Søren Dam foreslog sig selv til et samarbejde med erhvervslivet i fokus, hvilket blev imødekommet og anerkendende modtaget af formanden!
Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende og straks efter; med Jesper Friis, som formand, næstformand Rasmus Schrøder – og som kasserer, fortsat; Per Sørensen.

Som kunstnerisk leder fortsætter Jens Peter Halborg (indtil næste års generalforsamling).

Hermed sluttede generalforsamlingen. Formanden takkede dirigenten for veludført arbejde.
Referent: 18. august 2020
Per Sørensen

Generalforsamling rykket og Bygningen på Hugo’s

Som vi tidligere har orienteret jer om her på siden er årets generalforsamling rykket til august, nærmere:
TIRSDAG d.18. august kl. 19.00 på Teaterbygningen.
Dagorden ifølge vedtægter, der kan læses her på siden under INFO.

Ellers venter vi jo spændt på hvordan vi får lov til at sætte gang i koncerterne i gen. Lige nu ved vi kun at vi må være max 500 siddende, hvis der er to m2 til hver gæst….. og det er der jo ikke. Det vil betyde over en halvering af pladserne til de koncerter og show der er udsolgte med 400 pladser. Stående koncerter er pt ikke tilladt, alle skal sidde ned. Det betyder at til udsolgt koncert med 600 gæster, kan vi kun være 160 +/- 
Vi forventer at regeringen kommer med et udspil først i august, så vi kan melde ud hvordan det hele kommer til at “spille”.

Første koncert efter sommerferien er traditionen tro, åbningskoncerten i HUGO’s dejlige gård, hvor vi igen i samarbejde med HUGO’s arrangerer en GRATIS koncert med STIG MØLLER & PETER INGEMANNs trio. Lørdag d. 15. august kl. 12.00

ALLE ARRANGEMENTER PÅ BYGNINGEN I APRIL OG MAJ MÅNED FLYTTES ELLER AFLYSES

Musikforeningen Bygningen aflyser seks koncerter i april måned og nu også to i maj måned og flytter foreløbigt fire af dem til nye datoer. Det sker efter regeringens nye tiltag for at begrænse smitten med coronavirus.

Det betyder at:

  • Hit med 80’erne den 4. april 2020 er flyttet til den 9. april 2021
  • Cajun Kaffebar den 16. april er aflyst
  • Rugsted & Kreutzfeldt den 17. april 2020 er flyttet til den 23. april 2021
  • Silque den 18. april 2020 er flyttet til den 21. november 2020
  • tEitUR den 24. april afventer afklaring
  • Søren Sko den 25. april er flyttet til 20. februar 2021
  • Jan Gintberg den 7. maj er flyttet til 3. september 2020
  • Anders Andreasen & Cheley Tackett den 16. maj afventer afklaring

Har du købt billetter til koncerterne, vil du automatisk, via vores billetsystem Ticketmaster, få tilbudt koncerten på den nye dato. Hvis ikke du kan den pågældende dag, vil du naturligvis få pengene tilbage.

Vi følger hele tiden med i sundhedsmyndighedernes udmeldinger og tager bestik af situationen. Hvis der kommer yderligere aflysninger eller ændringer i programmet bliver det annonceret her på siden og på vores facebookside https://www.facebook.com/bygningenkoege