Fenger//Nordstrøm: Gnister

Søs Fenger og Nordstrøm på Bygningen i Køge, fredag d. 4. november 2016 kl. 20.00

Dato: fredag 4. november, 2016

Tidspunkt: 20.00

Forsalg: 250 kr. + gebyr

Søs Fenger og Nordstrøm sammen om nyt, tusmørkt pop-projekt

Fælles frustrationer og eventyrlyst bragte den danske sangerinde og elektro-duoen sammen i en overraskende konstellation. Fenger/Nordstrøms debutalbum ”Gnister” udkommer den 9. oktober.

Nye begyndelser. Sådan kunne titlen på debutalbummet fra Fenger//Nordstrøm også have lydt. Med udgivelsen siger den legendariske, danske sangerinde og radio-hitmagerne i Nordstrøm nemlig farvel til kapitler i deres respektive livshistorier.

Søs Fenger: “Pladen handler om at få gnisten tilbage. Om at give slip og flytte på sig. For mit vedkommende om at tage afsked og lægge nogle relationer bag mig. Og måske allermest med min egen ungdom”.

Det kan Nordstrøm-forsanger Lars Malm godt genkende: “Sangene er lavet over en lang periode med tvivl og frustration også i vores lejr, og det er klart Nordstrøms mest melankolske til dato.”

Kimen til Fenger//Nordstrøm blev lagt, da Søs Fenger hørte Nordstrøms hitsingle ”Berlin”. Hun var begejstret for den nordiske tone, der løb gennem duoens tusmørke elektropop. Beundringen skulle vise sig at være gensidig. I 2014 blev samarbejdet en realitet, og trioen fandt hurtigt sammen om at skrive og indspille ni, kompakte popskæringer. Fenger//Nordstrøm var en realitet.

“Søs’ ikoniske vokal giver en fed dimension til Nordstrøms udtryk,” fortæller Malm. “Hendes stemme er fuld af sødme og tyngde, og det passer godt ind i vores køligere lydbillede.”

“Jeg er ikke bange for mørket, som jeg var, da jeg var yngre,” siger Fenger. “En sang som ”Blå” handler om at give sig lov til at være den man er, selv når man er et dystert sted. Den beskriver det mørke, jeg følte, uden at sugarcoate noget som helst.”

Søs Fenger er blandt landets mest succesfulde popkunstnere siden sit gennembrud i midtfirserne. Hun har siden medvirket på et hav af udgivelser både som solist og gæst. Søs Fenger er samtidig én af landets mest efterspurgte livekunstnere med op mod 70 livejobs hvert år. Nordstrøm består af forsanger Lars Malm og producer Troels Holdt. Duoen er især kendt for storhittet ”Berlin”, der var sit års mest spillede på P3. Udover optrædener på Roskilde Festival og Plænen i Tivoli har Nordstrøm bl.a. opvarmet for Céline Dion i Parken. Duoen har tidligere udgivet tre album.

KOMMENDE BEGIVENHEDER