Hit med 80’erne – flyttet til den 25. marts 2022!

Hit med 80’erne vælter Musikforeningen Bygningen i Køge igen, fredag d. 25. marts 2022 kl. 20.00. De blev dannet det år, hvor Danmark vandt EM i fodbold.

Dato: 25/03/2022

Tidspunkt: 20.00

Forsalg: 270 kr.

Medlemspris: 245 kr.

Koncerten med Hit med 80’erne på Musikforeningen Bygningen, fredag den 9. april 2021 er flyttet til fredag den 25. marts 2022.
Købte billetter gælder til den nye dato, og du får direkte besked fra Ticketmaster om flytningen.

Kære 80’er-fans – vores forårstur er aflyst… 😢
Covid-19 har været et alvorligt, for nogle tragisk, bekendtskab. Sammenlignet med det har konsekvenserne af pandemien trods alt været mere beskedne for vores 80’er-orkester.
Når det er sagt, så var vi superkede af at måtte aflyse næsten hele vores 2020-turné. Et par drive-in koncerter i sommer og en håndfuld sid-ned-koncerter i efteråret blev det dog til. Det var et skønt gensyn med de få af jer, som var indenfor til de voldsomt beskårede arrangementer, hvor der gjaldt massevis af restriktioner. Vi havde gode aftener, på trods af det. Det tror vi også, publikum havde.
Men der var noget galt. Vi kunne ikke opfordre til at synge med. Vi skulle bede publikum sætte sig, hvis det bare begyndte at ligne en 80’er-fest. Og vi måtte reducere længden af vores koncerter for at blive færdig til kl. 22, hvor Danmark lukkede helt ned i efteråret.
På tærsklen til en 2021-forårstur med planlagte besøg i både København, på Sjælland og i Nord-, Midt- og Østjylland har vi vendt og drejet situationen. Skulle vi, sammen med arrangørerne og jer, prøve at kæmpe os igennem og gennemføre det, der kunne lade sig gøre? Uden at vide, hvilke restriktioner der gælder om en, to eller tre måneder.
Vi har valgt at trække stikket og aflyse hele forårsturen. Flytte den til næste år, hvor vi har 30 års jubilæum. Vi vil ikke byde hverken jer eller arrangørerne at stå med usikkerheden om billetter, afvikling og restriktioner.
Næsten alle forårets koncerter i 2021 er flyttet til datoer i 2022. Hvad det præcist betyder for den billet, du måske allerede har købt, ved dit lokale spillested.
Og så håber vi selvfølgelig brændende på, at efteråret 2021 bliver et stort, varmt 80’er-drøn med koncerter og fester på noget, der ligner den gode gamle manér. Vi kan ikke vente. Bare vi snart ses!

 

Hit med 80’erne vælter Bygningen igen, fredag d. 25. marts 2022

Hit med 80’erne blev dannet det år, hvor Danmark vandt EM i fodbold. John Jensen ramte den lige i r…., og resten er farverig, dansk sommerhistorie. Berlin-muren var faldet et par år tidligere, alle troede på nye og bedre tider på bagkanten af Den Kolde Krig, og hjemme i stuen var CD-afspilleren ved at afløse pladespilleren.

1992 er længe siden.

Ikke desto mindre har Hit med 80’erne lige siden dengang turneret rundt i Danmark med det, der nu er blevet til klassikerne fra danskrockens guldalder.

Dengang, først i 90’erne, var der ikke rigtig nogen, der regnede de danske 80’er-sange for noget. Sagt på jysk er der lavet om på det siden. Numrene fra Schlüters og Elkjærs årti er mere populære end nogensinde før, her 30 år efter.

Hit med 80’erne spiller alle de sange, der betød så meget for så mange. Dengang. Og stadig gør det i dag. Og sender samtidig en stor, respektfuld tak til de danske 80’er-stjerner og deres sange, som gør det hele muligt. Flere af dem har fra tid til anden været med på scenen hos Hit med 80’erne. Men orkestret kan først og fremmest selv.

Forbered dig på en velspillet og varm hyldest til Tøsedrengene, Dodo & The Dodo’s, Rocazino, RayDeeOhh, TV2, News – fortsæt selv listen. Og regn med, at der er et glimt i øjet hist og pist. Anderledes kan det ikke være, når tiden spoles tilbage til dengang Ecco-sko og pastelfarvede habitjakker var det, bandets halv- og helvoksne børn i dag vil kalde for meganice.

Og dengang der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Men det var der så vist alligevel, viste det sig…

Vi ses derude.