Dato: lørdag 18. marts, 2017
Tidspunkt: 20.00
Forsalg: 210 kr. + gebyr
Theessink og Møller på Bygningen i Køge lørdag d. 18. Marts 2017
VELDREJET BLUES MED GARVEDE MESTRE
Det er en ny, spændende række koncerter, der er lagt i trygge, bluesgarvede hænder hos Theessink og Møller, når de i foråret 2017 er på turné i Danmark.
Er man til gedigen, velspillet blues, så er man til ”Theessink & Møller.” Hver for sig er de kapaciteter i genren. Sammen er de en feinschmecker-oplevelse, der giver både gåsehud og smil på læben.
Den kompetente blues duo er garant for, at publikum får en intens og medrivende koncert. Repetoiret består af sange fra Hans Theessinks fyldige bagkatalog krydret med numre fra den traditionelle blues root genre, som duoen mestrer så flot. Fremført med Theessinks dybe, varme baryton går det lige i eftertænksomme blueshjerter.
Koncerterne er garneret med højt kvalificerede lækkerier for guitarentusiaster i form af følsomt fremførte improvisationer.
Både Hans Theessink og Knud Møller har i deres respektive hjemlande, Østrig og Danmark, høstet diverse priser og anerkendelser. Knud Møller har, blandt andet, opnået prisen som ”Årets danske instrumentalist”. Hans Theessink har – hele to gange – vundet den østrigske ”Amadeus Music Award” for bedste udgivelse i kategorien Jazz World Blues.
Priser de er glade for og stolte af, men selv sætter de aller mest pris på blues musikken. At spille den og være i den – sammen med publikum. Det er DET, de brænder for, og DET, der brænder igennem, når de er sammen på en scene.