Veto

VETO_press_photo_3_web

Dato: lørdag 2. marts, 2013

Tidspunkt: 21.00

Forsalg: 170 kr. inkl. gebyr

Den toneangivende århusianske kvintet udsendte karrierens fjerde udspil i september 2012 – og det var det andet på halvandet år. Titlen er ”Sinus” og signalerer en ny begyndelse for bandet.

Veto er et band i konstant bevægelse. De indvarslede en ny tid for dansk rock ved at tæmme maskinerne på deres to første udspil, mens de viste spektrum og bredde på deres tredje. Og denne gang har de bevæget sig hurtigere end nogensinde før. For blot halvandet år efter deres seneste album, præsenterer de nyt. Det er en EP, som netop favner de mange ændringer i gruppens tilværelse, siden de debuterede for seks år siden.

Det har været en ret lang periode med mange forandringer og mange nye milesten – i vores fælles liv såvel som i vores private. Vores nye musik bærer præg af en form for renselsesproces. Der er noget, der signalerer en ny begyndelse for os, meddeler Veto.

Der er fart på i VETO lejren og der planlægges allerede en udgivelse igen i starten af 2013, så mon ikke forårets live koncerter bliver pakket med både nye, højenergiske tracks og gode gamle klassikere.

”Sinus” følger op på ”There’s A Beat In All Machines” (2006), ”Crushing Digits” (2008) og ”Everything Is Amplified” (2011).

Gennem karrieren har Veto løbende understreget sin status som et af landets mest stilskabende og populære bands – illustreret af priser som P3 Guld i 2008, en Danish Music Award i 2009 i kategorien ’Årets Danske Gruppe’ samt en lang række Gaffa-priser. I forbindelse med ”Everything Is Amplified” strøg de ind på førstepladsen på iTunes, havde en Ugens Uundgåelige på P3 og fik æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i 2011.

KOMMENDE BEGIVENHEDER