Niels Skousen

Koncertfortælling med Niels Skousen - Fredag d. 23. september kl. 20:00 til 22:00-

Dato: fredag 23. september, 2016

Tidspunkt: 20.00

Forsalg: 80 kr. + gebyr

Koncertfortælling med Niels Skousen

Følg med Niels Skousen på en musikalsk rejse tilbage til 70’erne. Denne aften præsenterer han sange fra sit omfattende 70’er repertoire og fortæller om alt det der rørte sig, derfra hvor han stod.

Niels Skousen fylder godt i historien om det danske ungdomsoprør. Han var bl.a. en del af den politiske teatergruppe Solvognen, og i 1970 var han med i den berømte hash-happening, hvor han sammen med Klaus Rifbjerg m.fl. røg hash på kulturministeriets trappe. Men selvom Skousen var involveret på mange kulturelle fronter, er det uden tvivl hans sange fra samtiden, der skriver det største kapitel i fortællingen om omvæltningerne i 70’erne.

Herfra hvor vi står
Niels Skousens musikalske gennembrud skete med albummet Herfra hvor vi står som han udgav sammen med Peter Ingemann i 1971. Sange som Isabel, Knud Lavard og titelnummeret Herfra hvor vi står ramte hippiebevægelsen lige i sjælen med gode enkle melodier og tekster, der med både ømhed og realisme satte ord på det, der ulmede i tiden: at hippiedrømmen var ved at briste, og at ændringer var på vej.

Herfra hvor vi står satte nye standarder for dansksproget rock, og op igennem 70’erne fortsatte Skousen med albums, hvor skarpe betragtninger af omverdenen og refleksioner over det at være menneske går igen som en stærk, rød tråd.

Arrangør
Arrangementet sker i samarbejde mellem Musikforeningen Bygningen og KøgeBibliotekerne i forbindelse med den historiske festival Golden Days

KOMMENDE BEGIVENHEDER